Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Der har været så meget fart på det politiske Danmark de seneste uger og dage, at det føles som om, Folkemødet er længe siden. Men det var altså kun i forrige uge, solskinsøen blev invaderet af debatlystne folk og godtfolk.
Og med det folketingsvalg, vi netop har gennemført, som i bund og grund afslører, at vi er en befolkning, som er i splid med os selv, finder jeg det belejligt at ”afspille” en lille bid af en debat, jeg overværede i lørdags. Den var i al sin folkelige munterhed dybt skræmmende.
Scenen er Liberal Alliances båd. Deltagerne er Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll flankeret af Cordua og Steno fra Radio 24syv. Stemningen er munter – nærmest kåd – og emnet er folketingsvalget. Ikke mindst de meget flotte meningsmålinger, som LA berettiget og højlydt glædede sig over.
I klippet opsummerer Torben Steno indledningsvist, at afsættet for Liberal Alliance jo var det nu hedengangne Ny Alliance, som havde som sit erklærede mål at sætte en stopper for Dansk Folkepartis indvandrerfjendske indflydelse på dansk politik. ”Nok er nok”, som Gitte Seeberg dengang formulerede det. Og nu ser det så ud til, at LA som minimum bliver parlamentarisk grundlag for en ny regering sammen med DF. Og så lyder det indlysende spørgsmål fra Steno: Hvordan vil I håndtere det?
Det er Anders Samuelsen, der svarer, (og jeg citerer efter hukommelsen): ”Vi går jo til det her som til en forhandling. Liberal Alliance vil gerne have fjernet topskatten og Dansk Folkeparti vil gerne have indført grænsebomme. Så siger vi: én procent af topskatten svarer til én grænsebom. Når vi så har fået fjernet hele topskatten, så har DF fået 15 grænsebomme. Dem må de sætte op lige, hvor de vil, når bare det ikke forstyrrer trafikken.”
Lige dér var det virkelig sjovt sagt, og vi grinede højt og larmende alle sammen. Sådan er Folkemødet. Der må man gerne sige noget, som ikke lever op til alle rådgivernes dødssyge formaninger. Men i dag skræmmer Anders Samuelsens joke mig fra vid og sans. Det er blevet alvor.
For Dansk Folkeparti fik jo som bekendt et kanonvalg. Og de tager sig dyrt betalt for at indfri forventningerne hos de nu 21 pct. af vælgerbefolkningen, som har sat deres kryds ved liste O. Det er der ikke noget nyt i – sådan var det også, da vi havde en VK-regering. En del af prisen denne gang er en stram EU-politik, en strammere udlændingepolitik og så at få genindført grænsekontrollen. Stram, strammere, strammest. Jeg tør slet ikke tænke til ende, hvad det alt sammen kommer til at betyde for Danmark og for vores ry i omverdenen.
Det værste ved DF’s kanonvalg er næsten, at det i virkeligheden afspejler et fravalg. Min gamle far har i mange år stemt på Venstre. Men i år var det anderledes. Han kunne ikke få sig selv til at stemme på Lars Løkke med de dyre jakkesæt, rod i regnskaberne og blakket moral. Til gengæld synes han (som i øvrigt aldrig har haft fidus til politikere), at Thulesen Dahl virker som om, han har styr på sagerne. Og selv om jeg har forklaret, at en stemme på ham med styr på sagerne er en stemme på ham med rod i det hele, så blev det sådan. Og som min far sagde dagen derpå: ”Tja. Hvis det er min skyld, at det alligevel ender med Lars Løkke som statsminister, så tager jeg den på mig.” Sådan tror jeg, mange ældre tænker.
Selv tager jeg en dyb indånding.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.