Beto O'Rourke trækker sig fra kapløbet om blive Demokraternes kandidat til det amerikanske præsidentvalg næste år.
Det oplyser han fredag efter flere måneder med stillestående tal i meningsmålingerne og en svindende kampagneøkonomi.
- Selv om det er svært at acceptere, står det nu klart for mig, at denne kampagne ikke har midlerne til at opnå succes, udtaler det tidligere kongresmedlem i en erklæring.
Den 47-årige texaner indledte sin valgkamp i marts i år med betydelig opbakning efter snævert at have tabt kampen om et sæde i Senatet i 2018 til republikaneren Ted Cruz.
Da O'Rourke offentliggjorde sit kandidatur, blev han af mange iagttagere betragtet som en af favoritterne til at blive Demokraternes præsidentkandidat.
Men på den nationale scene har Beto O'Rourke ikke formået at fremkalde den entusiasme, der har givet ham nærmest rockstjernestatus i Texas.
I de seneste måneders meningsmålinger har han ligget stille på omkring to procent og halser dermed langt efter frontløberne Joe Biden, Elizabeth Warren og Bernie Sanders.
Beto O'Rourkes kampagnehold udelukker desuden, at han stiller op til Senatet. I det mindste for nu.
- Beto kommer ikke til at være kandidat i Texas i 2020 til det amerikanske Senat, siger kampagnens kommunikationschef, Rob Friedlander.
Beto O'Rourke har været en hård kritiker af præsident Donald Trump og åbent stemplet ham som en "racist", der er motiveret af synspunkter om et hvidt overherredømme.
Donald Trump var da også hurtigt ude at gøre grin med sin politiske modstander efter Beto O'Rourkes nyhed. Blot få minutter efter meddelelsen fra O'Rourke skrev Trump på Twitter:
- Åh nej, Beto er lige droppet ud af ræset om præsidentskabet, selv om han siger, at han "er født til dette". Det tror jeg nu ikke.
Beto O'Rourke har især udtrykt vrede over Trump efter et masseskyderi i El Paso i Texas i august, hvor 22 mennesker blev dræbt.
O'Rourke har udtalt, at han mener, at massakren er en "konsekvens" af Donald Trumps fjendtlige retorik over for migranter i USA.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP