Farlige benzindampe bliver ført med vinden rundt i Tølløse på Sjælland.
En mand på en gravemaskine kom ved 15-tiden fredag eftermiddag til at grave en større brændstofledning over i Tølløse, så "større mængder benzin sprøjtede ud", oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er sent fredag eftermiddag lykkedes at standse udslippet af benzin, men der er stadig fare i området på grund af benzindampene.
Derfor bliver borgere i området varslet om, at de skal gå inden døre og slukke for al elektronik for at sikre sig mod de brandfarlige benzindampe.
- Advarslen vedrører borgere i området indenfor vejene, Truedalsvej øst, Hjorthalmvej mod syd, Vipperødvej mod vest og Kalundborgvej mod nord, lyder det i beredskabsmeddelelsen fra Midt - og Vestsjællands politi.
- Personer i det berørte område skal gå inden døre og afbryde HFI-relæet, så strømmen afbrydes i hele området. Herefter skal de vente på afvarsling.
Samtidig er togdriften blevet indstillet mellem Tølløse station og Vipperød.
/ritzau/