Bayern München ligner et mandskab, der er på vej mod det tyske mesterskab, efter at klubben hjemme slog bundproppen Hannover 96 3-1 lørdag.
Dermed topper Bayern München ligaen med fem point ned til Borussia Dortmund, der senere lørdag er på pointjagt ude mod Werder Bremen.
Når den kamp er spillet, resterer der to spillerunder for begge hold.
Det har ellers haltet lidt på det seneste, hvor Bayern senest fik uafgjort, mens Dortmund tabte lokalderbyet hjemme til Schalke 04.
For gæsterne var lørdagens nederlag et slag i ansigtet.
Hannover ligger sidst og har seks point op til at redde sig en playoffkamp om overlevelse. Den plads indtager Stuttgart, som tabte 1-3 til Hertha Berlin lørdag.
De to klubbers målscore er næste lige, og derfor er intet afgjort endnu.
Bayern øjner sit mesterskab nummer 29 i alt, og kravet var point for at holde afstand til Dortmund.
Robert Lewandowski sørgede da også for at bringe Bayern foran efter 27 minutter, da han steg til vejrs i feltet og headede bolden i mål efter et flot indlæg fra Joshua Kimmich.
Dermed nåede ligaens topscorer op på sæsonens mål nummer 22.
En tørt hug uden for feltet med fem minutter igen af halvlegen sikrede hjemmeholdet en føring på 2-0, da Leon Goretzka trykkede af og hamrede bolden i mål.
Det var pausestillingen, og det så komfortabelt ud for Bayern, der egentlig blot skulle lade være med at dumme sig i anden halvleg.
Den var dog ikke mere end fem minutter gammel, førend dommeren måtte have hjælp fra videobilleder. Spørgsmålet var, om Jérôme Boateng ulovligt førte bolden med hånden i feltet.
Det blev status, og Hannover fik tilkendt et straffespark, som Jonathas de Jesus omsatte til en 1-2-reducering.
Fire minutter senere var målscorerens kamp dog forbi, da han fik sin anden advarsel og dermed rødt kort for at ramme Kimmich i ansigtet med hånden, da de to spillere var i nærkamp om bolden.
Med 20 minutter igen blev Franck Ribéry sendt på banen, og den 35-årige franske profil viste stor kølighed, da han seks minutter før tid øgede til 3-1, og derefter kom Bayerns tre point ikke i fare.
/ritzau/