FC Barcelona er nået til enighed om vilkårene for en lejeaftale, der sender Philippe Coutinho til Bayern München.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Overfor tv-stationen Movistar fortæller direktør Guillermo Amor, at aftalen er tæt på.
- Vi kan bekræfte, at der er indgået en principiel aftale om udlån af Coutinho til Bayern, og vi mangler kun at færdiggøre aftalen, siger Guillermo Amor ifølge AFP til Movistar.
Den brasilianske midtbanespiller kom til den spanske mesterklub fra Liverpool for halvandet år siden. I Premier League var han en af ligaens største profiler.
Coutinho har dog haft svært ved at leve op til de store forventninger i Barcelona.
Nu får han mulighed for at bringe karrieren tilbage på ret kurs hos de regerende tyske mestre.
Senere på fredagen fortalte Bayern Münchens sportsdirektør Hasan Salihamidzic til ZDF, at lejeaftalen med Coutinho gælder for det kommende år. Det skriver dpa.
FC Barcelona indledte fredag aften den spanske liga med et nederlag ude til Athletic Bilbao. Bayern München sparkede samtidig den tyske Bundesliga i gang med 2-2 hjemme mod Hertha Berlin.
/ritzau/