Bayern München er godt på vej mod tyskernes tredje Champions League-finale på fire år, efter de tirsdag aften tævede FC Barcelona med 4-0 i München i den første af to semifinaler.
Og Barcelonas assistenttræner, Jordi Roura, erkender, at det spanske storhold skal være ualmindeligt heldigt, hvis resultatet skal vendes i returkampen.
- Det er altid svært at få gjort mirakler til virkelighed. 4-0 er et kæmpe nederlag at ændre på, lyder det fra Barca-træneren efter kampen.
- Jeg ved ikke, om der nogensinde er nogen, som er kommet tilbage efter sådan et stort nederlag, men vi vil gøre, hvad vi kan, tilføjer han.
Bayern Münchens Thomas Müller scorede to gange, mens Mario Gómez og Arjen Robben hver leverede en enkelt CL-kasse.
Selvom Barcelona - som sædvanlig - havde bolden mest, så kunne de intet stille op mod det effektive tyske fodboldtog, som rullede hen over catalonierne.
Barcelonas superstjerne Lionel Messi, som netop er vendt tilbage efter en skade, var ikke den store trussel foran Bayerns mål, og midtbanespillerne Xavi og Andrés Iniesta nåede aldrig deres normale stjerneniveau.
FC Barcelona tager imod tyskerne på Nou Camp i returkampen 1. maj.
/ritzau/AFP