Det bør fremover ikke være et problem at registrere to mødre eller to fædre til et barn i den nye digitale skoleplatform Aula.
Således er en problematik i forhold til de bagvedliggende oplysninger, som Aula modtager, løst, oplyser Kombit, der står bag Aula.
Det er ifølge Susanne Branner, der er generalsekretær for LGBT Danmark, vigtigt for forældre af samme køn, at de kan blive registreret korrekt i systemet.
- Personligt har jeg bokset i to år med at få det registreret i Forældreintra. Måske kan det udefra set ses som en lille ting. Men det føles som en stempling af, at vi er en forkert familie.
- Det rammer mig, og jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der bliver ramt af det, siger Susanne Branner.
Hun fortæller, at hendes ekskone tidligere har stået i Aula som far, men at hun nu står som mor.
- I vores tilfælde står det korrekt nu, men vi har fået rigtigt mange henvendelser i dag på, at det stadig ikke står korrekt, siger generalsekretæren.
Her lyder forklaringen fra Kombit bag Aula, at det kan være, at forældre skal henvende sig til skolens kontor for at få ændret sin registrering. Men det skal altså være muligt at ændre nu.
I forrige uge talte DR Nyheder med en mor, som oplevede, at det kun var hendes kone, som stod som mor til deres barn. I stedet var hun selv anført som "andet".
Da forklarede projektleder i Kombit Jakob Volmer, at udfordringen lå i systemerne bag Aula.
- Det er et spørgsmål om de systemer, der findes bag Aula, der leverer oplysninger om forældrerelationer til institutionerne.
- Der er forskellige leverandører alt efter, hvilken kommune institutionen ligger i, og nogle af systemerne kan godt håndtere, at et barn har to mødre, to fædre eller noget helt tredje, sagde han til DR Nyheder.
Det er i mange forskellige systemer, at LGBT-forældre oplever ikke at blive registreret, som de ønsker, fortæller Susanne Branner.
- Fejlen ligger oprindeligt i cpr-loven, fordi der i loven står nu, at barn skal være registreret med slægtskabsoplysninger på sin mor og far. Det er på trods af, at man i 20 år har kunnet have to juridiske forældre af samme køn, siger hun til Ritzau.
/ritzau/