Da det sidste år kom frem, at grevinde Alexandra fra og med juli 2020 frasiger sig sin apanage på 2,4 millioner kroner årligt, var det ikke alle, der var lige begejstrede for hendes beslutning.
Det fortalte grevinde Alexandra ifølge BT i et interview ved weekendens Bogforum i Bella Center i København.
- Jeg har gjort mig mange overvejelser. Jeg har nogle venner, der spurgte, om jeg var fuldstændig vanvittig, når jeg på den måde rev tæppet væk under mig selv, sagde grevinde Alexandra.
Grevinde Alexandra har siden 2004 modtaget apanage. Apanagen er livsvarig, medmindre den frasiges.
På bogmessen sagde grevinden også, at hun følte, det var den rigtige beslutning for hende, at bryde med "den skabelon, der måtte være omkring mig".
- Jeg vil gerne have mere kontrol over mit liv og have mere frihed til at gøre nogle af de ting, jeg har i tankerne - også nogle ting, jeg måske ikke ved noget om nu. Jeg er meget overbevist om, at man i livet åbner nye døre.
Hun tilføjede, at skilsmissen fra prins Joachim i 2005 var en lykkelig skilsmisse, og selvom det ti år lange ægteskab ikke endte lykkeligt, så er de i dag rigtig gode venner.