Landstræner Morten Olsen har kritiseret holdets indstilling efter fredagens 1-1-kamp ude mod Bulgarien, hvor indstillingen ikke var god nok i den første halve time.
Og anfører Daniel Agger vil gerne se et anderledes tændt mandskab i tirsdagens VM-kvalifikationskamp på udebane mod Italien.
- Forhåbentlig kan vi komme ind og få bolden en del og prøve at spille vores spil. Det vil stoppe italienerne lidt i hvert fald.
- Vi skal komme med en helt anden indstilling end i Bulgarien. Og vi skal lukke bedre af, siger Daniel Agger.
Sammen med trænerteamet har holdet evalueret indsatsen i Sofia, som det sker til alle andre landskampe. Og der var lidt mere at tage fat på, end der plejer at være.
- Jeg kan ikke svare på, hvorfor indstillingen ikke var god nok. Jeg synes ikke, vi var ramt af den dårlige start. Selvfølgelig var indstillingen der ikke.
- Bulgarien kom godt ud til kampen. De var skarpe, aggressive og hurtige. Vi var det modsatte, forklarer Agger.
Danmark blev udspillet i begyndelsen af kampen i Sofia og kom bagud efter syv minutter, men Liverpool-spilleren afviser, at Morten Olsen har skældt holdet ud internt.
- Vi har snakket om kampen. Skældt os ud? Det lyder som en børnehave. Vi har snakket om, hvad der gik mindre godt, og hvad der gik godt. Mere er der egentlig ikke i det, siger Agger.
Danmark står med to point efter to kampe. Synes du, I havde fortjent mere?
- Der er ikke noget, der hedder fortjent i fodbold. Jeg synes, vi spillede en god kamp mod Tjekkiet og kom frem til rigtig mange chancer.
- Vi havde lidt svære betingelser mod Bulgarien, hvor vi spillede mindre godt, mener Agger.
Spørgsmål: Er det så her på San Siro, I går efter pointene.
- Det må vi håbe på. Det ville vi i hvert fald gerne, fastslår Agger.