Ifølge HER&NU er Frederik, 31, og Magnus, 30, ikke kun dygtige til LEGO i deres fritid. Makkerparret i det populære "LEGO Masters" på TV 2 har nemlig været kolleger i LEGO-butikken på Strøget i København, hvor Frederik fortsat er ansat. Det faktum holder TV 2 dog hemmeligt for seerne.
– Magnus og Frederik og flere andre medvirkende i "LEGO Masters" har været ansat i f.eks. LEGOLAND eller i en LEGO-butik, og det strider ikke imod reglerne for at deltage i programmet, så længe de ikke er ansat i en kreativ funktion, imens de medvirker i programmet. Da vi i Danmark har både LEGO og LEGOLAND herhjemme, er det naturligt, at en del af landets gode LEGO-byggere arbejder eller har arbejdet for LEGO på et tidspunkt, og vi mener ikke, at man som f.eks. sælger i en LEGO-butik eller medarbejder i LEGOLAND har fordele i konkurrencen, siger redaktør Stine Ravn til ugebladet.
Det er ikke en fordel, mener deltagerne
Magnus var ansat som sælger og supervisor i LEGO-butikken indtil 2019 og inden nedlukningen som teamkoordinator i LEGOLAND i Billund, men arbejder nu i en genbrugsforretning. Frederik er fortsat deltidsansat som sælger i LEGO-butikken.
Reglerne for deltagelse i "LEGO Masters" viser sig ved HER&NU’s gennemgang at være meget skrappere for TV 2-ansatte end LEGO-ansatte.
Overfor HER&NU afviser Magnus og Frederik, at de har en fordel i konkurrencen gennem deres LEGO-arbejde.
– Vi ser det ikke som en fordel at have arbejdet i en LEGO-butik, hvor vi begge har/har haft en sælgerrolle og ikke nogen kreativ byggefunktion. Selvfølgelig har vi haft LEGO tæt inde på livet, men det har alle LEGO-entusiaster på den ene eller anden måde, så vi kommer alle med forskellige fordele og ulemper i vores byggetalent, som alt sammen er inden for konkurrencens regler, siger de gennem TV 2 til HER&NU.
– Til sammenligning er det jo heller ikke unfair, at en deltager i "X Factor" arbejder i en pladebutik, mener Frederik.