De ældre bliver flere og flere i de nærmeste årtier. Og det betyder også en øget belastning - og udfordring - for de i forvejen pressede sygehusbudgetter.
Som det første sted i landet forsøger hjemmesygeplejersker i Randers nu at opspore begyndende sygdom hos de ældre.
Når Olga på 87 år klager til hjemmesygeplejersken, fordi hun føler sig træt, sløj eller drikker mindre end normalt, så skal blandt andet hendes puls, blodtryk og temperatur måles og hendes samlede score afgøre, hvordan sygeplejersken skal reagere.
- Ved at måle de vitale værdier hos de ældre får man en samlet score eller pointsum for, hvor akut syge de er, siger overlæge på Regionshospitalet Randers Ove Ammitzbøll.
- Formålet er dels at finde de syge tidligt i forløbet, så de kan behandles i hjemmet. Men også at hvis folk er alvorligt syge, så kan patienten komme til behandling på sygehuset med det samme, siger han.
Metoden kaldes TOBS - tidlig opsporing af begyndende sygdom. Den skal forhindre unødvendige indlæggelser og sikre hurtige indlæggelser ved alvorlig sygdom.
Det vil stadig være hjemmehjælpen, som oftest er den første i hjemmet. Hvis borgeren pludselig får det dårligere, er faldet eller klager over helbredet, så skal hjemmesygeplejersken kontaktes for at få målt værdierne.
Det vækker begejstring hos Ældresagen, som dog har et enkelt forbehold.
- Det er dog vigtigt, at man også tænker på at inddrage patienten, så man undgår unødige bekymringer fra patientens side. Patienten skal vide, hvad der måles, hvorfor og resultatet. Og så skal den efterfølgende indsats tilpasses patientens behov og ønsker, siger seniorkonsulent på sundhedsområdet Mirjana Saabye.
Metoden afprøves over de næste par måneder i samarbejde mellem Regionshospitalet Randers, de praktiserende læger og kommunerne Norddjurs, Syddjurs og Favrskov.
/ritzau/