Fra en jetset by til en anden - sådan lyder opskriften, når David Beckham for seks måneder rykker fra Beverly Hills til Guccis Milano.
I Milans lufthavn afslørede Milan-træner Carlo Ancelotti onsdag formiddag, at David Beckham de næste måneder spiller i storklubben AC Milan på en lejekontrakt.
"Det bliver en fornøjelse. Beckham er en seriøs atlet - en rigtig professionel," sagde Carlo Ancelotti ifølge AFP.
Det er endnu uvist, præcis hvor længe Beckham slår sine folder i Milan, men han forventes at vende tilbage til LA Galaxy til foråret, når den amerikanske Major League Soccer genoptages.
Også Milans vicepræsident glæder sig til at se 33- årige Beckham i den sorte og røde trøje.
"Beckham vil få flere mennesker på stadion," sagde vicepræsidenten, Adriano Galliani, i Malpensa-lufthavnen.
Han afviser dog, at Beckham kun kommer til Milan for at sælge trøjer og reklamer.
"Vores trup er ultra konkurencedygtig, men med Beckham får vi flere strenge at spiller på. Milan er ikke en klub, der samler på plakatdrenge," lød det fra vicepræsidenten.
Det er tidligere kommet frem, at Beckham vil spille i Europa vinteren over, for ikke at miste sin plads på det engelske landshold.
Den nye engelske landstræner, Fabio Capello, er nemlig kendt som en mand, der forlanger det yderste af sine spillere.
/Newspaq/