Der kan gå op til to uger, før Københavns Politi er færdig med at efterforske NCC-sagen om mistanke om korruption på Københavns Rådhus, skriver Politiken.dk. Politiet har besluttet at vende bunken en gang til »for at kunne afgøre hvilken vej, pendulet svinger«, siger chefkriminalinspektør, Per Larsen, fra Københavns Politi til Politiken. Han understreger dog, at politiets ekstra behov for tid ikke er et udtryk for en bestyrket mistanke.
Per Larsen oplyser, at der højst sandsynligt vil blive brug for supplerende afhøringer af nogle af de personer, som er afhørt. Blandt dem er flere medarbejdere hos byggegiganten NCC. Også den hovedmistænkte Venstrepolitiker Jesper Schou Hansen og folketingsmedlem Søren Pind (V) er blevet afhørt.
Per Larsen har dog »ingen kommentarer« til, hvem der eventuelt skal afhøres igen. Han vil heller ikke oplyse, om politiet har sigtet nogen i sagen.
Den mulige korruptionssag udspringere af et boligprojekt i Sydhavnen, hvor to venstrepolitikere, Jesper Schou og Søren Pind anklages for at have støttet NCC’s boligprojekt, mod at virksomheden bidrog økonomisk til "Foreningen Københavns Fremtid", der sponsorerer blandt andre Søren Pinds valgkampagne.