Danmarks største auktionshus, Lauritz.com, bliver nu sagsøgt civilt for at have solgt et falsk Rolex-ur.
Bag anmeldelsen står århusianske Peter, der købte uret af modellen Oyster Datejust for godt 26.000 kroner i februar: »Jeg er rasende over, at de har solgt mig et falsk ur. De burde om nogen tjekke den slags. Det er især slemt, at de kort efter solgte et ur magen til med samme tekst,« siger Peter, der ikke ønsker at få sit efternavn frem.
Alt var uoriginalt
Efter han købte armbåndsuret, fik han lavet en ægthedsattest hos Rolex-forhandler Knud Petersen.
Og ser man bort fra lænkelåsen, så var alt på uret uoriginalt, står der på erklæringen, som Nyhedsavisen er i besidelse af.
Hos netauktionen Lauritz.com, der årligt sælger effekter for en halv milliard, er de kede af sagen. De sælger for private og firmaer – men alle varer bliver først vurderet af faguddannede eksperter.
Lauritz.com tilbyder derfor kunden pengene tilbage, hvis uret er uoriginalt. Han skal bare komme med ur og attest.
»Herefter vil han naturligvis få sine penge tilbage, og vi vil tage sagen med sælgende part. Vi er ellers temmelig omhyggelige med vurderingen af ure,« skriver konceptchef Anders Bay Jensen.
Det er dog ikke godt nok for århusianske Peter, der tror, at Lauritz.com bare vil sælge uret alligevel.
Masser af falske varer
Det er ikke første gang, Lauritz.com har været beskyldt for at sælge falske ure. Sidste år kunne Laust Linde fra Vejle fremvise en urhandlerattest, der viste, at Rada-uret, som han havde købt, var pivfalsk.
Fra Rolex i Schweiz vil man ikke udtale sig.
»Rolex udtaler sig aldrig om det emne,« skriver Patrick Genoud fra urfirmaet.
I Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri – en dansk forening mod kopiprodukter – mener man dog, at netauktioner er en af hovedsalgskanalerne for falske varer.
»Der er kæmpe problemer med kopiprodukter på netauktioner. Nogen auktionshuse tager ansvaret på sig for at stoppe det. Andre gør desværre ikke,« siger Hanne Weywardt, der er bestyrelsesmedlem i foreningen.