Nedrivningsfirmaerne, der i marts rev Ungdomshuset ned, var tvunget til at arbejde under politibeskyttelse og klistre firmalogoerne over af frygt for aktivister.
Nu er Ruth Evensen og Faderhuset klar til at tage den næste konfrontation med Ungdomshusets tilhængere. I sidste uge meldte de ud, at de i løbet af et par måneder vil starte byggeriet på Jagtvej 69, og på flere hjemmesider er rygtet spredt.
»Faderhuset har tænkt sig at gå i gang med at bygge på grunden 69 ...lad det ikke ske,« hedder det på én side, mens en anden skriver:
»Hvilke virksomheder, der ønsker at hjælpe den højreorienterede sekt, er endnu uvist.«
Selvom det kan lyde som en trussel mod dem, der påtager sig opgaven med at bygge et nyt hus, har Nyhedsavisen talt med flere firmaer, der gerne vil.
Skal ikke styre branchen
»Et par hundrede stykker skal ikke styre hele byggebranchen,« siger direktøren for et af firmaerne.
Hans firma vil komme med et tilbud til Faderhuset, men han vil være anonym, indtil det er afgjort, om han får opgaven.
Han forventer, at det vil skabe noget ballade, men frygter ikke for sine medarbejderes sikkerhed.
»Det er jo ikke os, de har noget imod,« siger han.
Fagforeningen 3F vil ikke rådgive en kommende bygherre til at tage opgaven eller lade være. Som udgangspunkt betragter de opgaven som enhver anden, men samtidig fortæller næstformand i byggegruppen Stig Schlünsen, at en bygherre, der overvejer at tage opgaven, bør tage en snak med sine medarbejdere.
»Alle kender jo situationen derinde, og firmaet kan ikke få bygget noget, hvis medarbejderne ikke vil,« siger han. Direktøren, der byder på opgaven, forudser, at det godt kan blive en dyr omgang for Faderhuset.
Så længe der betales
»Hvis det, vi bygger, bliver revet ned af aktivister, bygger vi det bare op igen. Så længe Faderhuset kan betale os selvfølgelig,« siger han.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hverken Ruth Evensen eller aktivisterne fra Ungdomshuset.