I fremtiden vil det ikke være et særsyn, at forældre med fundamentalistiske muslimske holdninger forsøger at overtage styringen med private børnehaver eller skoler, der vil indoktrinere børnene med streng islamisk lære og anti-vestlige værdier.
Det advarer integrationskonsulent Manu Sareen, der samtidig er leder af De Radikale i København.
Han er ikke overrasket over, at en gruppe forældre med tilknytning til den fundamentalistiske organisation Hizb ut-Tahrir tidligere på året overtog magten i en børnehave. Forældrene krævede blandet andet, at børnene ikke måtte opdrages i demokrati; at de ikke måtte gå ture på den kristne kirkegård Assistens Kirkegård; og at piger og drenge ikke måtte leje sammen.
- Vi har ikke set toppen endnu. Sympatien for organisationer som Hizb ut-Tahrir er blevet større. Derfor er det logisk, at det samme, som vi ser i børnehaven Salam, vil ske i andre børnehaver og skoler, hvor forældre har muligheder for at præge deres børn fra begyndelsen, siger Manu Sareen.
Han har gennem de seneste år besøgt omkring 250 uddannelsesinstitutoner i Danmark for at rådgive om integration, og han har skrevet flere bøger og artikler om emnet.
- En stigende gruppe af indvandrere fravælger danske medier og føler sig i mindre grad som danske.
Mange af dem kommer fra landsbysamfund, de har ingen uddannelse, intet job, og de har sociale problemer. De har ikke fået deres drømme og ambitioner opfyldt. Nogle af dem får en ide om, at Danmark er skyld i deres problemer, og de kommer derfor til at leve i parallelsamfund. De isolerer sig og føler, at religionen bliver deres eneste holdepunkt og pejlemærke for livet. Samtidig får de at vide af Hizb ut- Tahrir, at danskeren er imod dem, og at integrationen har slået fejl. Det bekræfter deres fordomme, siger han.
Manu Sareen finder det helt naturligt, at denne gruppe marginaliserede muslimer vælger at bruge energi på arbejdet i børnehaver og skoler.
- Hvis man synes, at samfundet er korrumperet af danske værdier, så gør man, hvad man kan for at få det ændret – eksempelvis ved at gå ind i forældrebestyrelser i skoler eller børnehaver. Og så bliver vi taget med bukserne nede. For så bruger de demokratiets muligheder til at angribe de danske demokratiske værdier, siger Manu Sareen.
Han advarer dog stærkt mod at lukke en institution som børnehaven Salam, som Københavns Kommune overvejer.
- Det paradoksale er, at hvis man lukker børnehaven, vil det klart være benzin på deres bål. Det vil blot bekræfte dem i deres opfattelse af, at danskerne er imod dem, siger Manu Sareen.