Alle mand er klar til kamp, når det danske herrelandshold i aften spiller første kamp i opvarmningsturneringen før EM, Lauritz Knudsen Cup.
Første kamp er mod Norge, og selvom det kun er en testkamp, bliver opgaven taget alvorligt.
»Vi skal lære af det, vi ser i testkampene. De andre hold kan også lære noget ved at se os, men vi skal være de bedste til at justere på holdet,« siger Ulrik Wilbek.
Han vil dog ikke afvise, at han kan finde på at gemme et par hemmeligheder fra taktikposen, til det for alvor gælder ved EM i Norge fra 17. januar. For det er trods alt kun testkampe.
Glæder sig – trods alt
Fløjspilleren Lars Rasmussen medgiver da også, at det kan være svært at sætte sig op til en række testkampe, når det nu er den rigtige EM-slutrunde, som alle tænker på.
»Men man glæder sig nu alligevel, fordi det er i Danmark, og der er mange tilskuere og megen interesse om kampene. Hvis det havde været i udlandet, kan jeg ærligt sige, at det virkelig ville have været svært at sætte sig op,« siger han med gravalvorlig stemme, før han tilføjer, at ingen af spillerne desuden har lyst til at gentage fiaskoen fra seneste udgave af opvarmningsturneringen, hvor det kun blev til et enkelt point for de rød-hvide.
»Det er jo altid sjovere at vinde, og så er det altså tre sindssygt gode hold, som vi skal spille mod,« siger han.
Ikke mindst kampen i aften mod Norge er »sindssygt vigtig« fordi det er samme hold, som Danmark skal møde i den første kamp ved selve EM-turneringen i Norge.
»Og hvis de vinder nu, så får de jo selvtillid, så vi kan lige så godt give dem én over nakken, så de ved, hvad der venter dem,« siger han uden antydning af et smil. For nok er det kun en opvarmningskamp, men EM – det er ikke til at spøge med.