Af David Trads chefredaktør

Lige siden 1982, da Schlüter-regeringen tog over fra Anker Jørgensens katastrofekurs og lagde fundamentet til den enestående stærke danske økonomi, har skiftende vrisne, ualmindeligt seriøse, i reglen upopulære og halvgamle politikere indtaget rollen som finansminister:

Henning Christophersen, Palle Simonsen, Henning Dyremose, Mogens Lykketoft, Pia Gjellerup og Thor Pedersen. Nidkært har de vogtet over kronekursen og de offentlige udgifter, så vi på et kvart århundrede er blevet bragt fra afgrundens rand til at være en af klodens stærkeste økonomier.

Ingen af de seks finansministre, som alle har haft lige stor ære af successen, er nogensinde blevet belønnet af vælgerne for deres flid og dygtighed – ja, ved det seneste valg var Thor Pedersen såmænd lige ved at ryge ud af Folketinget. Årsagen er enkel: Man bliver aldrig elsket, hvis man er den politiker, der udviser tilbageholdenhed – ja, kort sagt, opfører sig som en fedtsyl.

Villy Søvndal, SF’s karismatiske partileder, som fordoblede sit partis mandattal ved valget, og Pia Kjærsgaard, der igen leverede fremgang til Dansk Folkeparti, er derimod superpopulære. Tusindkrone-sedlerne sidder løst i deres lommer, når de lystigt lover stadig større løn til offentligt ansatte. Her er ingen smalhans – kun en intern konkurrence om at give mest til flest.

Hvis vi havde fået et regeringsskifte i sidste uge, så ville Søvndal efter eget udsagn gerne have siddet i regering – som finansminister, lod han forstå. Der er grund til at glæde sig over, at det ikke skete – for så ville ’finansminister Villy’ på kort tid have bragt os tilbage til den tid, hvor lønnen bare steg og steg i takt med inflationen, renten og tvangsauktionerne. Smilene ville stivne.