En Tuborg Classic på dåse.
Det nød tre 3F'ere i arbejdstiden - og fik en fyreseddel, skriver Fagbladet 3F. De fyrede mistede deres arbejde efter henholdsvis 28, 15 og 12 års ansættelse hos vej- og parkafdelingen i Tårnby Kommune.
Ifølge alkoholpolitikken hos Tårnby Kommune må ansatte ikke drikke alkohol i arbejdstiden. Men 3F mente, at konsekvenserne ved brud på kommunens alkoholpolitik var uklare - og at fyringerne derfor var usaglige. Derfor rejste 3F en sag mod Tårnby Kommune.
Afskedigelsesnævnet gav de fyrede medhold og mente ikke, at "overtrædelsen af reglerne var ikke af så "grov karakter, at den berettigede kommunen til at træffe en så vidtgående beslutning som at afskedige dem".
Nævnet afgjorde, at kommunen skulle betale de tre fyrede en godtgørelse på hver to måneders løn.
Hos 3F BJMF er faglig sekretær Walter Markussen ærgerlig over sagen:
- En dommer har klart tilkendegivet, at Tårnby Kommune overreagerede og derved tacklede situationen helt forkert. Men jeg har svært ved at glæde mig over en vunden sag, når tre medlemmer har mistet deres arbejde efter lang tids tro tjeneste i samme kommune.
Kilde: Fagbladet 3F