Hvordan laver du en LinkedIn-profil, der rent faktisk lokker arbejdsgivere i fælden – ikke sender dem skrigende på porten?
Avisen.dk har stillet det spørgsmål til karriererrådgiver og blogger Bodil Damkjær, der rådgiver erhvervslivet om professionel brug af LinkedIn – et erhvervsorienteret socialt netværk.
Her er hendes råd:
Råd 1. Vær konsekvent med dit navn
Du skal være konsekvent med det navn, du bruger i sociale-/jobmæssige sammenhænge og på LinkedIn. Hvis kalder dig Lotte til et netværksarrangement, men hedder Lise-Lotte på LinkedIn, kan ingen finde dig.
”Mange, der har en profil på LinkedIn, bliver ikke fundet, når man søger på deres navn. Det handler om, at det navn, de bruger officielt, ikke er det samme, som på deres profil.”
Råd 2. Vælg det rigtige billede
Vælg et billede på din profil, der understøtter din faglige identitet og dine tilhørsforhold.
Billedet er det eneste, som folk har til beslutte sig for, om det er et kompetent menneske, de kigger på, eller det modsatte. Derfor skal dit billede leve op til de traditioner og kulturer, der er i din branche.
”En geolog må gerne lade sig fotografere på et bjerg med en skovl, men det går ikke for direktøren.”
Råd 3. En god overskrift
I overskriften skal du sørge for at have titel, branche eller uddannelse, firmanavn og eventuelt arbejdsområde.
”Den, der ser dig for første gang, skal lynhurtigt kunne identificere og placere dig.”
Råd 4. Anbefalinger
Du skal mindst have to recommendations (anbefalinger).
”Det er vigtigt, fordi det modbeviser at ens profil er falsk. Man kan ikke få anbefalinger, hvis man har en falsk profil.”
Råd 5. Grupper
Sørg for at melde dig ind i de grupper, der understøtter din faglige identitet. Du skal vælge grupper som emblemer på din LinkedIn-profil, siger Bodil Damkjær.
”Det er der, man styrker sit faglige netværk. Det er derigennem, man bliver kontaktet af rekrutteringsansvarlige. Det er her, du finder de ordinære stillingsopslag. Det er her, du styrker det netværk, der skal kaste job af sig.”
Råd 6. Hvor meget bør du fortælle om dig selv?
Der er (desværre) grænser for, hvor meget du kan prale om dig selv. Du må ikke overtræde markedsføringsloven, du skal være loyal over for din arbejdsgiver, og du må ikke udstille fortrolige oplysninger.
”Et LinkedIn-CV er ikke et veludfyldt CV som det, man ville vedlægge i en jobansøgning. Det er en præsentation, så man kan orienterer sig om ansættelse og uddannelse. Så må den rekrutteringsansvarlige indhente et klassisk CV, hvis de bliver interesserede.”
Bodil Damkjær har arbejdet med karriererådgivning og jobsøgning siden 1997. Hun har specialiseret sig i brugen af det sociale netværk LinkedIn i rekrutterings- og jobsøgningsøjemed. Derudover blogger hun på Plingyou.