Det er langt fra i orden, at landbruget føler sig hævet over lovgivningen. Hvis de er utilfredse med reglerne, må de gå til en domstol som alle andre.
Sådan lyder det fra fødevareminister Mette Gjerskov (S), efter flere landbrugsorganisationer i dagens Jyllands-Posten opfordrer landets landmænd til at begå selvtægt.
De er sure over, at en ny miljølov inddrager 50.000 hektar landbrugsjord til en værdi af 7,5 milliarder kroner, som i stedet skal bruges som grønne områder og fælles natur.
"Jeg vil på det kraftigste opfordre alle landmand til at overholde landets love. De er jo vedtaget demokratisk af Folketinget, og dem skal alle overholde - også landmændene," siger Mette Gjerskov til Newspaq.
Danskerne får stort set fri adgang til den nye natur. Derfor er landmændene harme over, at indgrebet ikke udløser erstatning efter reglerne om ekspropriation.
Men ministeren afviser, at der er tale om en situation, hvor staten skal yde fuldstændig erstatning til de berørte, når den overtager den private landbrugsjord.
"Det her har ikke karakter af et ekspropriativt indgreb. Det er juristerne i Fødevareministeriets vurdering. Skulle en domstol sige, at der er tale om ekspropriation, er det naturligvis en helt anden situation, men det har jeg meget svært ved at forestille mig," siger Mette Gjerskov.
Hun understreger, at landmændene vil blive kompenseret for en del af deres tab, og at loven sker for at sikre vores fremtidige miljø mod landbrugets forurening.
"Enten så er der de her zoner, man kan lave, eller også kan man tvinge landmændene til at bruge mindre kvælstof og sprøjtemidler på ALLE marker i hele landet, og det har jeg altså ikke hørt dem bede om," lyder det fra fødevareministeren.
Den nye lov om randzoner træder i kraft 1. september.