Flere SF-ministre kæmper om pladsen ved roret, når kursen for SF's fremtid skal sættes.
Miljøminister Ida Auken og eksportminister Pia Olsen Dyhr vil have et SF, der favner bredt og er for både arbejdere og akademikeren, skriver Politiken.
"Vi står over for et strategisk valg, og det, vi understreger, er, at vi er et folkeparti," siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.
Udtalelserne faldt ifølge Newspaqs oplysninger for flere dage sidn og altså før, skatteminister Thor Möger og kandidat til næstformandsposten Mattias Tesfaye lørdag udtale, at SF ikke er for bankdirektører, overlæger og advokater.
SF's politiske ordfører Jesper Pedersen mener ikke, at der er tale om splittelse i toppen af partiet.
"SF kæmper både for samfundets svageste og for, at almindelige lønmodtagere får bedre vilkår. Det har vi altid gjort. Jeg hører ingen, der vil snævre partiet ind, så man ikke længere kan være medlem, hvis man er akademiker eller hvis man har en længerevarende uddannelse. De synspunkter findes ikke. Hvis den reelle diskussion er, om man er uenig i den kurs, Villy Søvndal har lagt, efter vi er blevet regeringsparti, så lad os diskutere det," siger han til Newspaq.
Professor i filosofi og politik ved CBS Kurt Jacobsen mener dog, at opgøret skyldes formand og udenrigsminister Villy Søvndals manglende autoritet. Formanden lever på lånt tid, mener Kurt Jacobsen.
"Der er et tomrum omkring formanden, der ikke længere fremstår som autoritativ. Og når man har en alder som Villy Søvndal (fylder 60 på onsdag, red.) og fremstår, som han gør, er det klart, at de forskellige fløje begynder at køre sig i position," siger Kurt Jacobsen til Politiken.