De lever af at gøre skoler skinnende hvide, men de udfører arbejdet sort.
Det viser en razzia gennemført af Skat og politi på fem nordsjællandske skoler og daginstitutioner, hvor ni ud af 20 rengøringsassistenter arbejdede sort. Det skriver Fagbladet 3F.
Fire af rengøringsassistenterne oplyste, at de var på prøve. Kun syv havde papirerne i orden, oplyser afdelingsleder i Skat Hanne Nielsen.
"Sort rengøring er generelt et stort problem," siger hun til fagbladet og forklarer, at rengøringen på de fem besøgte steder var udliciteret. På fire af de fem steder, var rengøringen derudover sendt videre til underleverandører.
"Det er mit indtryk, at både virksomheder og offentligt myndigheder er i god tro, når de indgår en kontrakt med et stort rengøringsselskab. Mange er slet ikke bevidste om, hvor stort problemet er. I mange kontrakter er der slet ikke nævnt noget om, hvordan man vil sikre sig imod sort og illegalt arbejde," siger Hanne Nielsen.
Fagbladet 3F har talt med en rumænsk mand, der er en af de personer 20, som blev standset ved kontrolaktionen på de Nordsjællandske skoler.
Han fortæller, at han gjorde rent på Nærum Skole, i en SFO og tre børnehaver, hvor han tjente omkring 7.000 kroner sort for at arbejde fra seks om aftenen til klokken fire om morgenen fem dage om ugen for en underleverandør til Forenede Service på Nærum Skole i Rudersdal.
Det har ikke været muligt for fagbladet at få en kommentar fra Forenede Service, som er ved at undersøge sagerne.
Kilde: Fagbladet 3F