Cykeldanmark higer efter store sejre i forårsklassikerne såsom Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der banker på døren.
Men de rød-hvide ambitioner lider nu et alvorligt knæk, for Matti Breschel - en af landet suverænt bedste cykelrytter på flad landevej - døjer med en ærgerlig knæskade.
"Det kan sagtens være, at jeg stiller op i klassikerne i denne sæson. Men jeg kommer bare ikke i nærheden af at være i den form, jeg var i sidste år," fortæller hovedpersonen selv til B.T.
25-årige Breschel, som det hollandske Rabobank-mandskab har indkøbt i dyre domme til rollen som klassikerkaptajn, lagde sig under kniven i vinterpausen for at komme knæskaden til livs.
Men trods operationen plager smerterne ham fortsat.
"Jeg tror sgu nok, at jeg skal komme tilbage igen. Men skader af den karakter er bare noget af det værste. Jeg må bare sige til mig selv, at sæsonen er lang, og at der er mange andre cykelløb, jeg kan gå efter at lave resultater i," lyder det fra den talentfulde dansker.
Breschel vandt VM-sølv på landevej i 2010 og en etape af Vuelta a España i 2008.