Dansk Folkeparti har midlertidigt lukket sin officielle hjemmeside.
Det sker i kølvandet på et hackerangreb, som har plastret websitet til med alskens grove hacker-morsomheder.
Det drejer sig blandt andet om en kvinde klædt i burka, som bliver udråbt til "månedens DF'er".
Derudover blev hjemmesiden forsynet med en video af tre nøgne, midaldrende mænd, som bader hinanden, skriver Jyllands-Posten.
"Hjemmesiden vil være lukket, indtil der er styr på sikkerheden. Vi forventer, at den vil være oppe igen i begyndelsen af den kommende uge," fortæller partisekretær Poul Lindholm Nielsen.
Når man klikker sig ind på www.danskfolkeparti.dk, står der indtil videre kun "Hjemmesiden er under opdatering - vi er snart tilbage!"
DF har meldt episoden til politiet.