Københavns Vestegns Politi har krævet de tre terrorsigtede i sagen om attentat mod JP/Politikens Hus isoleret i yderligere to uger.
De tre sigtede kommer fra Sverige, men har rødder i det muslimske miljø.
Den 29. december blev fire mænd anholdt for planer om et attentat på JP/Politikens hus. Politiet fandt en maskinpistol med lyddæmper og en pistol. Efterfølgende blev den herboende muslim løsladt igen. Nu har politiet i Retten i Glostrup fået forlænget de tre sigtedes isolationsfængsling.
"Jeg kan bekræfte, at Københavns Vestegns Politi bag lukkede døre har fået forlænget isolationsfængslingen af de tre personer i yderligere 14 dage," oplyser kommunikationsmedarbejder i Københavns Vestegns Politi Lars Andersen over for Newspaq.
De tre mænd skulle angiveligt have barslet med planer om at bryde ind i JP/Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. Derefter skulle maskinpistolen og pistolen bruges til at dræbe så mange medarbejdere som muligt.
Politiet vil dog ikke bekræfte noget.
"Da sagen blev holdt for lukkede døre, kan jeg af gode grunde ikke sige mere," siger Lars Andersen.
Årsagen til terrorplanerne skulle angiveligt være vrede over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.