Flotte ambitioner, men slet ikke penge nok til at føre dem ud i livet. Sådan lyder landets tre største kommuners dom over regeringens folkeskoleudspil.
Regeringen vil med 851 kroner give den danske folkeskole et løft. Men det er lagt fra nok, mener landets tre største kommuner.
I Århus Kommune ser rådmand for børn og unge Jacob Bundsgaard Johansen (S) positivt på regeringens idéer til folkeskolen, men han mener, at der er sat alt for lidt penge af til de store planer.
"Det er håndører i den store sammenhæng, og det er ikke det, der kommer til at løfte den danske folkeskole ind i verdenseliten," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han kritiserer samtidig regeringen for manglende dialog.
"Der er brug for en grundig dialog om indholdet i folkeskolen, og der er det vigtigt, at alle parter stiller sig omkring bordet," han til Newspaq.
Jacob Bundsgaard Johansen påpeger, at alene Århus kommune bruger flere milliarder på folkeskolen årligt.
Også i København får folkeskoleudspillet en nedadvendt tommelfinger.
"Vi får en meget glittet pjece med en masse gyldne løfter. Sandheden er, at regeringen lover langt mere, end den kan finansiere. Det er uærligt og hyklerisk," siger børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) til Politiken.
Heller ikke i Odense får regeringen rosende ord med på vejen.
"Udspillet indeholder en masse symbolik som flere test og en fjernelse af loftet over antallet af elever i klasserne. Problemet er, at vi i kommunerne hele tiden er igennem sparerunder. I Odense har vi lige sparet 40 millioner på skoledriften, så alt overflødigt er skåret væk. Det betyder, at det koster penge, hvis man sætter nye initiativer i værk," siger Stina Willumsen (SF), rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, til Politiken.