Den frigivne fransk-colombianske politiker Ingrid Betancourt blev mødt af Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, da hun fredag landede i Paris. Det skriver cnn.com.
Ingrid Betancourt og hendes familie blev hentet i Columbia af det franske præsidentfly og blev modtaget af en klappende menneskemængde samt præsidentparret.
Ingrid Betancourt blev onsdag befriet efter seks års fangenskab dybt i den sydamerikanske jungle hos oprørsgruppen Farc i Colombia.
Hun blev i går genforenet med sin datter Melanie og sin søn Lorenzo. Børnene har ikke set deres mor, siden de var 16 og 13 år gamle.
Den franske præsident Nicolas Sarkozy har kæmpet hårdt for frigivelsen af Betancourt, der både er colombiansk og fransk statsborger, men er opvokset i Frankrig.
- Jeg har drømt om dette øjeblik i syv år. Jeg skylder Frankrig alt. I har delt min og min families fortvivlelse, sagde Betancourt ifølge CNN.
Betancourt har forklaret, at hun, mens hun sad i fangenskab i junglen, blev 'behandlet som en hund'.
- Jeg havde forberedt mig på flere år i junglen. Friheden er kommet meget pludseligt. Jeg er stadig i chok. Jeg har haft lidt vanskeligheder med at vænne mig til det, siger hun ifølge CNN.