Sidste år løb cykelhandlerne tør for hjelme.
Og kun fordi de har købt ekstra ind i år, sker det næppe igen.
Danskerne er nemlig blivet vilde med cykelhjelmen, skriver Berlingske Tidende, der har talt med flere af landets største cykelforhandlere.
- På fire år er antallet af børn mellem otte og 15 år, som bruger hjelm, tredoblet, siger Claus Hanse, landsformand hos Dansk Cyklist Forbund.
- Vi har glemt Poul Nyrup og hans æg. Vi har fået et andet billede af cykelhjelmene de seneste 15 år. Man kan få nogle langt smartere hjelme i dag, siger han.
Nu gælder det forældrene
Hos Rådet for Større Færdselssikkerhedvil man nu få fat i forældrene.
- Hvis du vil have folk til at bruge noget, så skal det være smart. Vi har rigtig godt fat i børnene og en del af de unge, men vi skal bruge vores kampagner til at få fat i forældrene, fordi de er forbilleder, siger Mogens Wilbert, vicedirektør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, ifølge Berlingske Tidende.