Man skal holde, hvad man lover. Også selvom man er en verdenskendt popsanger. Det mantra fik angiveligt Enrique Iglesias til at smide kludene, spænde ski på fødderne og ræse efter en speedbåd. Det skriver hjemmesiden tmz.com, der hævder at være i besiddelse af en video af optrinnet.
Det var over for engelske BBC, at den spanske popstjerne under VM i fodbold kom med det usædvænlige løfte.
"Hvis Spanien vinder, vil jeg drikke mig fuld og stå nøgen på vandski," sagde han dengang til den engelske tv-station.
Efter en tæt finale kunne Spanien som bekendt løfte det eftertragtede trofæ, til stor glæde for Iglesias, der til dagligt danner par med den tidligere model og tennisdarling Anna Kournikova.
Og som sagt, så gjort. En grynet videooptagelse viser ifølge folkene bag hjemmesiden sønnen af smørtenoren Julio Iglesias i fuld gang med at udføre det lovede stunt, til stor morskab for de øvrige medvirkende. Den skulle angiveligt være blevet optaget ud for Miamis kyst i slutningen af juli.
Folkene bag stjernen vil ikke bekræfte episoden, men afslører dog, at tidspunktet og stedet passer overens med Enriques kalender.
"Vi styrer ikke, hvad Enrique laver i sin fritid, men vi ved, at han var i Miami i den sidste uge af juli," siger en talsmand.
'Not In Love'-stjernen har ikke selv kommenteret historien. Se videoen her og bedøm selv