Siden de omstridte Muhammed-tegninger så dagens lys, har Danmark været i søgelyset blandt vrede muslimer verden over.
Ikke mindst har mange danske hjemmesider haft besøg af hackere verden over, og i dag er turen så kommet til Dansk Cykelunion.
Søndag morgen kunne foreningen konstatere, at den officielle hjemmeside www.cyclingworld.dk var blev offer for en vred muslim.
Siden har nemlig haft besøg af 'Syria Hacker', der skriver på siden, at han udøver hærværk på grund af det, 'som Danmark har gjort mod Islam'.
Dansk Cykelunion undrer sig dog over, hvorfor netop deres hjemmeside står for skud.
"Vi har ingen udestående med arabiske lande, eller andre for den sags skyld. Vi er åbenbart blevet offer for, at vores hjemmeside ender på dk, siger formand i Dansk Cykel Union Tom Lund til tv2.dk.
Forbundet arbejder i øjeblikket på højtryk for at genoprette siden.