Danskerne bliver fede på jobbet

Kondicyklerne skal frem i frokostpausen, anbefaler forsker. Ellers bliver vi for fede. (Foto: Foto: www.colourbox.com)

Over halvdelen af danskerne følger ikke den officielle anbefaling om mindst 30 minutters motion om dagen. Arbejdsgiverne har et ansvar.

Stillesiddende computerarbejde.

Det er en af årsagerne til, at kun godt hver anden dansker lever op til den officielle anbefaling om, at pulsen skal op mindst en halv time om dagen.

Det viser en stor undersøgelse af danskernes fysiske aktivitet, som forskere fra DTU Fødevareinstituttet netop har offentliggjort.

I en uge har forskerne fulgt 2.197 danskere i alderen 15-75 år og registeret deres fysiske aktivitet 24 timer i døgnet.

Og resultatet er, at kun 49 procent af mændene og 45 procent af kvinderne bevæger sig den halve time om dagen.

"Det skyldes, at vi har fået en stillesiddende livsstil. Arbejdet er mere stillesiddende end tidligere, vi bruger i højere grad bilen i stedet for cyklen, og vi har flere muligheder for stillesiddende aktiviteter i vores fritid så som computer og tv," siger seniorforsker hos DTU Fødevareinstituttet, Margit Velsing Groth, til Newspaq.

Manglende fysisk aktivitet øger risikoen for en lang række folkesygdomme som hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, fedme og visse kræftformer. Men også folks psykiske tilstand påvirkes af inaktivitet, så flere risikerer stress og depression.

Arbejdspladsen har et stort ansvar for at få folk i træningstøjet, mener Margit Velsing Groth.

"Dels kan man stille motionsrum til rådighed og tilbyde gymnastik i frokostpausen. Men man skal også tænke i, at man skal bevæge sig mere rundt på arbejdspladsen. Man kan f.eks. holde såkaldte 'walk and talk-møder'," siger hun.

Undersøgelsen fra DTU Fødevareinstituttet viser også, at danskerne heller ikke følger anbefalingen om at dyrke to til fire timers hårdere motion om ugen.

Det gør kun 24 procent af mændene og 18 procent af kvinderne.

Fire ud af ti erhvervsaktive angiver i undersøgelsen, at de har stillesiddende arbejde. Samtidig bruger voksne danskere ca. seks timer om dagen på stillesiddende fritidsaktiviteter som blandt andet tv og computer.

Søndagen er den helt store sofadag. På denne dag er det fysiske aktivitetsniveau aller lavest.