En politimand er i dag blevet anholdt, sigtet for en stribe brandstiftelser i Silkeborg.
Det oplyser statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen til flere medier.
Der har i de sidste to måneder været omkring ti påsatte brande i Balle-området i Silkeborg.
I dag anholdt Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland i samarbejde med Rigspolitiets rejsehold en politiassistent i byen.
"Han er sigtet for flere af de ildspåsættelser, der har været i Silkeborg gennem den seneste tid, herunder på hans egen ejendom," siger statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen.
De påsatte brande er blandt andet gået ud over beboelsesejendomme og garager.
Politiassistenten, der nægter sig skyldig, fremstilles onsdag i grundlovsforhør i Viborg.