Brækkede arme og forvredne knæ. En skiferie kan hurtigt slutte, og det er især de unge mænd, der kommer til skade på skiferien.
"Det er typisk de unge mænd mellem 15 og 30 år, der kommer ud for de mest alvorlige ulykker. Det er som om, at de satser mere," siger Brian Kristensen, Team Manager i SOS International, til Newspaq.
Antallet af ulykker er samtidig steget sammenlignet med sidste års skiferie. Der er sket en stigning på mere end 20 procent i antallet af danskere, der kommer til skade på skiferien i Sydeuropa, viser helt nye tal fra SOS International.
Samme tendens oplever man hos Gouda Rejseforsikring, der også har noteret en stigning i antallet af ulykker på pisterne i Frankrig, Norge og andre skidestinationer.
At især de unge mænd tager hovedet under armen, når de klikker slalomstøvlerne på, nikker skiinstruktør Tobias Aam genkendende til.
Hver eneste dag ser han overmodige danske gymnasieelever suse forbi på pisterne i Livigno i Italien - men det er ikke kun dem, der skal have en reprimande.
"Der er også mange familiefædre, der tror, de kan klare hele verden, og derfor selv underviser deres familie, selvom de er piv-ringe til at stå på ski," siger skiinstruktøren.
De unge mænd bliver typisk sendt hjem før tid med brækkede ben, arme og kraveben, mens pistens ældre mænd får skader på deres knæ eller led, siger SOS' Brian Kristensen.
Nogle vil måske tro, at de er 'fredet', hvis de holder sig væk fra de onde sorte pister. Men sådan er det ikke, understreger Tobias Aam.
"Du kan lige så vel komme til skade på en blå pist som på en rød pist. Skaderne sker typisk ved, at folk kører ind i hinanden eller ind i et træ eller en stolpe. Der skal simpelthen så lidt til," siger han.
Ifølge Gouda Rejseforsikrings opgørelse over skader, er der fem gange så stor risiko for at komme til skade på en skiferie som på en normal ferie.
Derfor bør man også lytte til en skientusiasts erfarne råd:
"Tænkt dig om og se dig for, inden du kører ned ad bjerget, så der ikke kommer en person bragende ind i dig. Og lad være med at blære dig ved at tage det største hop i parken. Og brug hjelm," siger Tobias Aam.
I alt er fire danskere i denne sæson kommet så slemt til skade, at det har kostet dem livet på skiferie. Den ene var en 21-årig mand, der mistede livet i søndags i Livigno i Italien. Han døde dog ikke af en skiulykke, men fik hjernestop.