Indvandrere er andet end burka og ballade på Nørrebro og i Vollsmose. Det er også en succeshistorie om en flok arbejdsivrige personer, der er gode til at holde på deres job.
Mens arbejdsløsheden blandt etniske danskere er steget med 84 procent på et år, så er den kun steget med 20 procent blandt nydanskere. Det viser tal fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum.
Og det skyldes blandt andet, at der kom et større fokus på at få indvandrere i arbejde, da man manglede hænder, før krisen satte ind. Det vurderer Hans Hummelgaard, der er integrationsekspert og vicedirektør i Anvendt KommunalForskning (AKF).
"Man manglede simpelthen deres hænder, og så fandt man jo en række steder ud af, at det faktisk er en rigtig god arbejdskraft. Hvilket man også kan se ved, at de beholder deres job trods finanskrisen," siger han.
Integrationskonsulent Hans Lassen mener, udviklingen er et tegn på, at integrationen er lykkedes - i hvert fald på arbejdsmarkedet.
"I det offentlige rum ser integrationen ud til slet ikke at lykkes, da det hele handler om det kulturelle og etniske konfliktstof. Det kan man til gengæld stort set ikke få øje på ude på arbejdspladserne og uddannelserne, hvor integrationen i meget stor udstrækning lykkes hver dag," siger han ifølge Momentum.