Lars Løkke Rasmussen er de sidste dage blevet kaldt træt og udkørt. Han kritiseres for ikke at være statsmand, for at håndtere klimatopmødet dårligt. For ikke at nævne, at han sendte udviklingsminister Ulla Tørnæs til møde med 80 udenlandske ambassadører, fordi han selv holdt barnets første sygedag.
Nedturen kan læses i meningsmålinger og i en avis, der citerer en unavngiven kritisk minister i Løkke Rasmussens eget Venstre.
Hjemvendt fra badeferie på Tenerife med familien, smed han så her til aften en redningskrans ud til sig selv.
Gemalinden Sólrun Løkke Rasmussen smilede til det landsdækkende kamera i forsøget på at dreje Venstre-kongen tilbage på en politisk førsteplads i dansk politik.
I Go'aften Danmark på TV 2 sagde hun blandt andet:
"Der sidder en mand som landets statsminister, ikke nogen maskine. Han må have lov til at tage nogle ferie-fridage, han må have lov til at tage barns første sygedag. Han må have lov til at have en familie ved siden af. En kone, nogle børn og nogle forældre, han også skal tage sig lidt af, sagde Sólrun Løkke Rasmussen.
Oveni al kritikken af Lille-Lars, der blev førstemand i Danmark, kom det i sidste uge, at børnene holdt fri fra skole for at tage med mor og far på ferie. Det har undervisningsminister Bertel Haarder tidligere skældt andre forældre her i landet ud for at gøre.
"Det er jo mig, der har hevet børnene ud af skolen og fået Lars til at tage med. Alternativet var, at jeg holdt min ferie helt alene. Det, synes jeg ikke, er særlig hyggeligt," forsvarede førstedamen på tv.
Sidder statsministerens så derhjemme og gemmer sig under dynen? Ikke ifølge Fru Løkke.
"Derhjemme er han i fint humør. Der er ikke noget udkørt over ham," sagde Sólrun Løkke Rasmussen.
I morgen er der så det ugentlige pressemøde i Statsministeriet, hvor Lars Løkke Rasmussen uden tvivl skal vise, han stadig er den store mand i dansk politik.