Kun 262 af de 3.300 nye lærerstuderende har valgt naturfag som linjefag, derfor kommer der i fremtiden til at være kolossal mangel på naturvidenskabelig kompetence.
Men hvordan problemet skal løses, så folkeskolen stadig kan have et højt undervisningsniveau i naturfag, er der ikke fælles fodslag om.
"Vi må ud i erhvervslivet og finde nogle naturvidenskabelige, der kan undervise børnene i naturfag, men der kan så opstå problemer med pædagogikken," forklarer Benedikte Ask Skotte, formand i Skole og Samfund, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Og netop fokus på pædagogikken som et vigtigt redskab i undervisningen gør, at Danmarks Lærerforening slet ikke ser erhvervslivet som løsning på lærermanglen.
Hos lærerforeningen mener man, at det er på tide at prøve at finde nogle løsninger, som rent faktisk virker.
"Man skal lave et kvalificeret efteruddannelsestilbud til de lærer, der har fundet deres fodfæste i skolen, så de får mulighed fir at blive opkvalificeret, så man få et naturfag som linjefag. Det er på sigt den eneste løsning på det her. Vi har foreslået dette her i årevis, men desværre har vi talt for døve ører," siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til Newspaq.
Desuden fastslår formanden for Danmarks Lærerforening, at det er på tide at lave en holdbar løsning på det her problem, som bestemt ikke er nyt.
"Nu skal vi holde op med alle mulige desperate lappeløsninger. Den her problemstilling har vi diskuteret i årevis. Jeg er selv fysik-kemilærer, og har været meget optaget af naturfagsundervisningen, og vi har drøftet det her de sidste 20 år," fastslår Anders Bondo Christensen.