Hårspænder, mascara og sports-bh'er er blevet en naturlig ting på træningsbanerne rundt om i landets fodboldklubber.
For første gang nogensinde er fodbold nemlig den foretrukne sport blandt piger og teenagetøser op til 18 år, viser tal fra Dansk Idrætsforbund, DIF.
"Fodbold er blevet in - det signalerer kvinder med power. Den stigende interesse hænger også sammen med, at ikoner som David Beckham er blevet en slags stjerner på linje med pop- og filmstjerner. De er med til at sælge varen, og den status smitter af på pigernes interesse," siger Laila Ottesen, lektor ved Institut for Idræt, Københavns Universitet, til Newspaq.
Tallene taler for sig selv. I 2008 var 48.374 piger op til 18 år medlem af en fodboldklub under Dansk Boldunion, DBU, mens 45.350 i samme aldersgruppe havde valgt at spille håndbold i en af Dansk Håndboldforbunds klubber.
Dermed vil pigerne hellere bruge fritiden på at sparke til den ternede fodbold på græs end kaste rundt med en harpiksbold i den lokale håndboldhal.
Sammenligner man med to år tidligere har billedet således ændret sig. I 2006 år spillede 44.490 piger nemlig fodbold, mens en del flere - 50.120 piger - foretrak håndboldklubben.
Det glæder naturligvis Dansk Fodboldunion, DBU, som da også har haft en vedvarende markedsføring af pigefodbold, så pigerne kan opleve, at fodbold ikke kun er sjovt for drenge.
"Vi har for eksempel succes med 'Pigeraketten', der er en slags fodboldcirkus. Her viser vi pigerne, at fodbold ikke kun handler om at møde op 11 mod 11 og spille kamp, men man også laver en masse fodboldlege. Det har haft stor tiltrækningskraft, og mange af dem, der prøver det, fortsætter ud i de almindelige klubber", siger Jacob Wadland, kommunikationschef i DBU.
Ifølge Laila Ottesen gør det sociale sammenhold fodbold til en oplagt sport for piger.
"Piger søger de sociale relationer og fællesskabet, og det kan du få på et fodboldhold, hvor du skal arbejde sammen. Samtidig er der både plads til dem, der vil have den individuelle stjernestatus, og dem, der bare være med og glæde sig over sejre i fællesskab," siger idrætseksperten.
Tidligere har fodbold dog ikke hittet så meget, som det gør i dag. Tilbage i 1998 var der ingen tvivl om, at knæbeskyttere, 2-minutters-udvisninger og indendørsbold var det hotte blandt danske piger. Hele 58.257 valgte håndbolden, mens det blot var 34.587 piger, der tændte på fodboldstøvler, benskinner og straffespark. Men sådan er det altså ikke længere.