Både stok og gulerod skal i brug, hvis Danmark vil løse det langsigtede problem med at skaffe arbejdskraft nok til at holde velfærdssamfundet i gang.
Det skriver Erik Haller Pedersen og Johanne Dinesen Riishøj fra økonomisk afdeling i Danmarks Nationalbank i Nationalbankens kvartalsopgørelse.
Guleroden består af de skattelettelser, som regeringen er ved at forberede ved hjælp af skattekommissionen. Stokken har form af stramninger i dagpengereglerne og efterlønsordningen.
De to økonomer påpeger blandt andet, at 8.000 flere havde været på efterløn, hvis efterlønsordningen i 2007 havde set ud, som den gjorde i 2004. Dermed har ændringerne været med til at løse den udfordring, der består i at få "øget de aldersbetingede erhvervsfrekvenser og at sikre tilstrækkeligt med udenlandsk arbejdskraft."
Det indebærer ikke blot, at færre skal gå tidligt på pension, men også at flere skal gøre deres uddannelse hurtigt færdig.
Arbejdsstyrken er vokset de senere år, selv om befolkningens sammensætning tilsiger et fald. Det skyldes dels, at de gode jobmuligheder under opsvinget har trukket flere ind på arbejdsmarkedet, dels import af arbejdskraft.
Nu vender bøtten midlertidigt, fordi økonomien køler af. Ledigheden vil stige de kommende år, men det ændrer ifølge Nationalbanken ikke ved, at befolkningsudviklingen vil fortsætte med at trække arbejdsstyrken ned.
Først om en halv snes år, når de senest vedtagne ændringer af efterløns- og pensionsalderen slår igennem, er der udsigt til den stigning i arbejdsudbuddet, der er nødvendig for at sikre holdbarheden i økonomien.
Læs mere om Nationalbankens analyse på adressen http://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/side/Kvartalsoversigt_2008_4_kvartal/$file/kap07.htm