Politiinspektør ved bagmandspolitiet, Jesper Friedrichsen, lufter nu muligheden for at sende betjente til USA. Det kan der være to grunde til:
"Det kan være, at amerikanerne vil have, at vi selv eskorterer ham (Stein Bagger red.) hjem, men det tror jeg nu ikke," siger Jesper Friedrichsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Til gengæld kan det blive aktuelt at efterforske den bedragerisigtede direktør Stein Baggers flugt i USA fra New York til Los Angeles.
"Det er ikke uden betydning, hvad Stein Bagger har foretaget sig i USA, før han meldte sig selv," siger Jesper Fridrichsen, der altså åbner op for, at dele af efterforskningen måske skal foregå i USA. Der er dog ikke taget beslutning om noget sådant endnu.
"Det er noget vi overvejer, hvis det viser sig at være relevant."
Der har været en del gisninger om, hvornår Stein Bagger vil sætte sinde fødder på dansk grund. Den seneste udmelding er, at de amerikanske myndigheder vil tilbageholde ham i endnu en uge eller to.
Endnu ved bagmandspolitiet ikke, hvad der ligger til grund for, at immigrationsmyndighederne i USA ikke vil udlevere Bagger.
"Vi har ikke fået at vide, at der skulle være nogen problemer. Mit gæt er, at der rent administrativt og logistisk er nogle ting, de skal have på plads," fortæller Jesper Friedrichsen til Newspaq.