Selvom danskerne i forvejen er nogle af dem, som har øget deres arbejdstid allermest blandt OECD-landene, så mener Cepos og Dansk Byggeri, at skattelettelser vil få os til at knokle endnu mere. Det skriver Berlingske Tidende.
"Nu er vi fortsat blandt de lande i OECD, hvor man arbejder færrest timer pr. beskæftiget, men der har været en fremgang, og hvis man kigger på udviklingen fra midten af 1990'erne og frem til i dag, så kan man faktisk forklare halvdelen af fremgangen i arbejdstiden med, at marginalskatten er sat ned," siger cheføkonom i CEPOS Mads Lundby Hansen til avisen.
Den gennemsnitlige arbejdstid er siden 1995 er vokset fra 1.499 til 1.599 timer pr. år eller, hvad der svarer til 6,7 pct., skrev Ugebrevet A4 mandag.
Årsagen til den stigende arbejdstid skal findes i højkonjunkturen, manglende arbejdskraft og fleksible overenskomster, men Cepos mener, skattelettelser er den vigtigste grund til, at danskerne arbejder mere nu.
Derfor bør der også være fokus på sænkning af marginalskatten, når regeringen til foråret sætter forhandlingerne om en skattereform i gang, mener Cepos. Samme melding kommer fra Dansk Byggeri.
"Det siger sig selv, at hvis politikerne vil have almindelige lønmodtagere til at arbejde mere, så bliver man nødt til at tage et opgør med topskatten - altså særskatten for at være arbejdsom - og afskaffe den," siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri Kathrine Stampe Andersen.