20.000 soldater er klar: Corona lukker ikonisk undergrundsbane

Nyheder
Passager i Londons undergrundsbane med maske for at beskytte sig mod coronavirus. Nu lukker en lang række stationer, og busdriften i byen begrænses. (Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix)

40 undergrundsstationer lukkes i London. 20.000 soldater sættes ind mod coronavirus, oplyser britiske medier.

40 undergrundsstationer lukker torsdag i London, og 20.000 soldater holdes klar til at blive indsat i hele Storbritannien mod smitten med coronavirus, rapporterer britiske medier.

Det var den nyhed, som briterne vågnede op til, efter at premierminister Boris Johnson med nogen tøven har slået alarm og meddelt, at skoler skal holde lukket fra fredag, og at store dele af samfundet sættes i stå.

De seneste tal for registrerede smittede i Storbritannien er opgjort til 2226, heraf 953 i London. 104 er døde af Covid-19, der er virussygdommen i udbrud.

Der er en særlig frygt for, at London med sine ni millioner indbyggere bliver "byen med superspredning", skriver avisen Daily Telegraph.

Transportmyndighederne i London vil torsdag lukke 40 stationer i et forsøg på at bremse spredningen med smitte, skriver avisen The Guardian.

En hel undergrundslinje - Waterloo and City - vil blive taget ud af drift fredag, og der vil være færre busser på gaden. Folk opfordres til kun at benytte toge og busser til "de mest nødvendige rejser".

Ifølge The Sun gør hæren sig klar til at indsætte 20.000 soldater for at bekæmpe coronavirus. Der er oprettet en særlig Covid-19-styrke, der består af 10.000 militærfolk, som i andre situationer har været vant til at blive indsat for at løse civile opgaver. Dertil kommer en hjælpestyrke på 10.000 soldater.

De skal være klar til at "støtte landet i tider med behov", siger generalmajor Charlie Stickland til avisen.

Det er meningen, at soldaterne skal assistere det offentlige sundhedsvæsen (NHS). De skal rykke ind i hoteller ved siden af hospitaler og være klar til at opføre teltbyer, hvis der bliver behov for det.

/ritzau/