Stormen Irene har kostet mindst 18 amerikanere livet i løbet af weekenden, hvor den blæste hen over syv forskellige stater i USA.
Selv om den undervejs blev nedgraderet fra orkan til tropisk storm har der været undtagelsestilstand med voldsomme oversvømmelser og mange timers strømnedbrud.
I New York var 370.000 indbyggere på forhånd blevet evakueret, men stormen gik igennem byen uden at skabe så mange problemer som frygtet. Over fire millioner mennesker er dog uden elektricitet.
Præsident Obama advarer om, at det værste måske ikke er ovre endnu.
"Mange amerikanere er i risikozonen for at miste elektriciteten og blive oversvømmet, hvilket kan blive værre i de kommende dage, når floderne overgår deres breder," sagde han ifølge New York Times.
Ifølge USA's regering har Irene ind til videre forårsaget skader for over en milliard dollars.
Kilde: New York Times