Næsten to millioner om ugen er sikkert en løn, der ville passe de fleste, men det er ikke tilstrækkeligt for fodboldstjernen Cristiano Ronaldo.
Portugiserens meget omtalte skifte fra Manchester United trækker i langdrag, fordi den tilbudte løn ikke er nok til at gøre den 24-årige spiller tilfreds, skriver dailymail.
Ronaldos agent, Jorges Mendes, er ifølge avisen havnet i et dødvande i forhandlinger om bonusaftaler i forhold til trøjesalg og lignende, fordi Ronaldo ønsker 55 procent af de kommercielle indtægter, som hans tilstedeværelse i klubben vil generere.
Brasilianeren Kaka, der er det seneste indkøb hos Real Madrid, får kun halvdelen af de tilsvarende indtægter, og normalt vil den spanske storklub ikke strække sig længere.
Manchester United og Real Madrid er enige om en rekordstor overgangssum, og derfor er de personlige detaljer, det eneste der kan spænde ben for Ronaldos skifte.