Verdensstjerner er ikke en udgift, men en investering, mener multimilliardæren Florentino Pérez, der 1. juni tiltrådte som Real Madrids præsident.
Pengene til stjernespillerne har han lånt på ærkerivalen FC Barcelonas hjemegn, hvor den katalanske bank La Caixa har sagt ja til at finansiere kongeklubbens vilde indkøbsture. Florentino Pérez forventer dog, at en stor del af udgiften til verdensstjernerne kommer tilbage i form af øget merchandise-salg.
"At købe stjernespillere er ikke at bruge penge, men at investere dem," siger Real Madrid-præsidenten ifølge The Guardian.
"Den billigste spiller, jeg nogensinde har købt, er Zidane," siger Real Madrid-præsidenten med henvisning til, at salget af Zidane-merchandise gik rigtig godt.
Real Madrid er klar til at bruge mere end 2,2 milliarder kroner i dette transfervindue, eller knap 400 millioner kroner mere end Chelsea brugte i 2003, hvor rigmanden Roman Abramovic overtog London-klubben og satte gang i et storindkøb.
40 procent af Real Madrids indtægter kommer fra marketing, og en undersøgelse vurderer, at alene købene af Kaka og Cristiano Ronaldo vil indbringe Real Madrid mere end 900 millioner kroner i ekstraindtægter. Hvis det regnestykke går op, vil Real Madrid samlet 'kun' have betalt omkring 400 millioner kroner for Kaka og Cristiano Ronaldo.