En voldsepisode kostede fredag en 32-årig kvinde livet i Nakskov på Lolland.
Efterfølgende blev en 31-årig mand anholdt i sagen og sigtet for vold med døden til følge. Han har lørdag været stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.
Her er han blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Det oplyser vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det er foreløbig småt med oplysninger i sagen. Blandt andet kan politiet ikke oplyse, hvilken form for vold kvinden har været udsat for.
- Der resterer rigtig mange undersøgelser, og der skal laves en obduktion af liget, som gerne skal hjælpe med at belyse forløbet, siger Søren Ravn-Nielsen.
Ved en obduktion åbner en retsmediciner liget og tjekker blandt andet for eventuelle knoglebrud og skader på indre organer.
Det er uvist, om der var en relation mellem offeret og den formodede gerningsmand - og i så fald hvilken.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Derfor kan efterforskningslederen ikke fortælle, hvad den sigtede har forklaret - og hvad politiet eventuelt har fremlagt af beviser.
Den sigtede udbad sig tid til at overveje, om han skal kære afgørelsen om fængslingen til landsretten.
/ritzau/