Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse for Sigmund, når han stiller sig på scenen til Dansk Melodi Grand Prix i Jyske Bank Boxen i Herning 23. februar i håbet om at repræsentere Danmark til Eurovision i Israel.
Den 23-årige sanger skal optræde med nummeret "Say My Name", som er dybt personlig, fortæller han.
- Jeg har tit følt mig isoleret og anderledes. Jeg var for eksempel den eneste i børnehaven, som kunne lide at danse.
- Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har opført "Arabiens drøm" af Anne Gadegaard (sangerinde, som vandt børnenes melodigrandprix i 2003, red.), fortæller Sigmund.
"Say My Name" handler om retten til at stå ved, hvem man er. For Sigmund har tidligere i sit liv haft følelsen af ikke at blive accepteret og rummet.
- Sangen motiverer mig til at sige mit navn højt og stå ved, hvem jeg er, og det unikke ved mig.
- Sangen passer til mig på alle måder, og jeg håber, at andre også vil få modet til at turde stå ved sig selv. For vi er alle unikke, siger Sigmund.
Han har selv mødt fordomme og løftede øjenbryn i forhold til sin måde at udtrykke sig på og sin seksualitet.
Men han er færdig med at lade sig kue.
- Jeg er et menneske. Jeg har lige så meget ret til at leve, som jeg vil, som alle andre. Jeg har tit kæmpet for at få lov til at være mig.
- Men jeg er ikke forkert. Jeg er uovervindelig, siger han.
Sigmund slog igennem, da han var blandt Sanne Salomonsens unge solister i "X Factor" i 2018.
De to holder stadig kontakten, og den rutinerede sangerinde har også opfodret Sigmund til at stille op i melodigrandprixet.
- "For det er lige dig", fortæller Sigmund, at Sanne Salomonsen har sagt.
Når Sigmund går på scenen, er det med et stærkt budskab, men han vil også holde en fest med glitter og glamour.
- Mit sceneshow bliver visuelt så vildt. Og så kommer jeg til at lave en af de vildeste vokalpræstationer nogensinde set i Dansk Melodi Grand Prix, lover han.
Sigmund håber, at det får seerne til at stemme på ham, så han kan repræsentere Danmark til det internationale melodigrandprix i Israel til maj.
- Jeg glæder mig. Det vil være sindssygt episk at stå og optræde med min sang i Tel Aviv, siger han.
Dansk Melodi Grand Prix sendes live på DR1 fra Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 23. februar.
Showets værter er tv-værten Kristian Gintberg og den tidligere melodigrandprix-vinder Johannes Nymark.
/ritzau/