Den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins mener, at det er en ond smædekampagne, når han bliver beskyldt for at have brudt de etiske grænser.
Briten afviser i et interview med BBC, at han har gjort noget forkert i sin cykelkarriere hos Sky.
Mandag beskrev en rapport fra den britiske regering, at Sky og Wiggins brugte stoffer som præstationsfremmende midler i stedet for at behandle et medicinsk behov.
- Ikke på noget tidspunkt i min karriere gik vi over den etiske grænse, mens jeg kørte for Team Sky, siger Wiggins til BBC.
Wiggins, der vandt Touren i 2012, ønsker at forsvare sit image, men erkender, at han ikke kan dokumentere sin uskyld.
- Det er ondt. Nogen er ude på at svine mig til. Disse påstande er det værste at blive beskyldt for. Vi befinder os ikke i det retlige system.
- Jeg ville have haft flere rettigheder, hvis jeg havde myrdet en eller anden, siger Wiggins.
Han forklarer, at han i årene fra 2011 og 2013 indtog lovlig medicin, fordi han led af astma og havde problemer med vejrtrækningen. Wiggins siger, at han fik konstateret astma i 2003.
Medicinen blev ifølge Wiggins brugt med de nødvendige tilladelser for at holde astmaen nede og blev ikke misbrugt for at få en fordel i forhold til konkurrenterne.
I rapporten beskyldes Sky for, at Wiggins og flere af holdets andre ryttere benyttede triamcinolone i forberedelserne til Touren i 2012.
- Stoffer blev brugt af Team Sky inden for Wadas regler for at øge rytternes præstationer og ikke kun til medicinsk behov.
- Vi tror, at dette kraftfulde stof blev brugt for at forberede Bradley Wiggins og muligvis andre hjælperyttere til Tour de France.
- Formålet med dette var ikke medicinsk behov, men for at forbedre hans præstationer inden løbet, konkluderer rapporten.
/ritzau/