Thomas Delaney indledte sin karriere i Bundesligaen tirsdag med en snak med den tyske presse.
Her fremgik det, at den tidligere FC København-anfører har lang snor i Werder Bremen.
- Thomas har udviklet sig via sine præstationer de seneste år, men vi tror, han kan tage dette skridt, og vi vil give ham den tid, han har brug for, siger klubbens sportsdirektør, Frank Baumann, ifølge fodboldmagasinet Kicker.
Werder Bremen overvintrer lige over nedrykningsstregen i Bundesligaen og er blot noteret for 16 point i de første 16 kampe i den bedste tyske række.
Målscoren er langt fra imponerende efter en svær halvsæson og lyder på 20-24.
Hos den tyske bundesligaklub har man dog stor tiltro til, at Thomas Delaney kan udvikle sig og tilføre Werder Bremen noget kvalitet.
- Han arbejder godt defensivt i presspillet og er ekstremt god i omstillinger. Han søger altid efter vejen mod feltet, og han bringer meget med sig fodboldmæssigt, siger sportsdirektøren.
Også Werder Bremens cheftræner, Alexander Nouri, er begejstret for danskeren, men Nouri slår også fast, at der er budgetteret med, at Thomas Delaney skal bruge tid til at omstille sig.
- Selvfølgelig er vi glade for, at Thomas er hos os, men man skal give ham tid. Det er endnu et skridt frem for ham. Han skal vænne sig til situationen, og vi ønsker selvfølgelig at hjælpe ham, siger Nouri.
Hovedpersonen selv satte også ord på årsagen til, at han er skiftet til Werder Bremen.
- Jeg er meget lykkelig over at være her. FC København er et af de bedste hold i Skandinavien, men Bundesligaen er meget større, og det er et skridt fremad for mig.
- Jeg har opnået alt i Danmark. Jeg har vundet mange titler og spillet Champions League. Nu håber jeg, at jeg kan vokse i Bremen, lød det blandt andet fra Thomas Delaney.
/ritzau/