Af Lars Igum Rasmussen, laig@avisen.dk
0,3 år mere i middellevetid på et år lyder for de fleste danskere ikke af meget. Men for forskere er det en rigtig god nyhed.
Nyhedsavisen kunne mandag dokumentere, hvordan Danmark på 35 år er faldet ned af listen over de længste middellevetider i verden. I 1970 lå vi nummer seks, mens vi i 2005 lå og rodede på en 24. plads efter lande som Portugal, Grækenland og Korea.
Derfor er forskerne glade for de 0,3 længere leveår fra 2004 til 2005. Sverige har ifølge OECD ikke fået mere tid på jorden, mens finner kun har fået 0,1 år, skriver Dagens Medicin.
Tages med et gran salt
Forskere påpeger dog, at resultatet skal tages med et gran salt, da tendensen skal holde i mindst et år til.
Da Dagens Medicin skrev nyheden om de 0.3 år i torsdags på side 16, overså stort set alle medier det glædelige budskab. Men ikke sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Da han fredag præsenterede køreplanen for akut kræftbehandling, kaldte han planen »ugens anden gode nyhed. Den første er, at vi nu for alvor rykker på middellevetiden«.
Fortsætter Sverige uden udvikling i middellevetiden og Danmark det gode tempo, vil det alligevel tage ni år at nå den høje svenske middellevetid på 80, 6 år.